slow_cheese

Den 18.-21. september afholder den verdensomspændende græsrodsorganisation Slow Food arrangementet »Slow Cheese« i Bra, cirka 30 kilometer syd for Torino. Arrangementet, der afholdes hvert andet år, har i år bjergenes skrøbelige økosystem som tema – og med 324 udstillere fra Europa, Afrika og USA fordelt på mere end 3.000 kvadratmeter, er der noget for ethvert ostehjerte.

OM ÅRETS TEMA
Baggrunden for valget af tema er affolkningen af Europas bjergområder, der fulgte med industrialiseringsbølgen i kølvandet på anden verdenskrig, og det deraf følgende tab af traditionelle fremstilingsmetoder og produkter.

Når de traditionelle fremstillingsmetoder forsvinder, forsvinder også koblingen mellem miljøet og lokalsamfundet – fx er mange græsningsarealer blevet forladt – så forvaltningen af naturen, der i mange tilfælde udføres af producenterne, bliver kompromitteret. Ydermere er der risiko for at vidensoverførslen mellem generationer og kulturer kommer i fare.

Dermed er vi ved at forspilde muligheden for at nyde masser af de gode oste, der kun kan fremstilles i bjergområder: Dyrene græsser på områder med høj biodiversitet – ofte på forskellige arealer om sommeren og om vinteren – og sammen med mulighederne for at forarbejde den friskmaltede, upasteuriserede mælk, giver stor smagsvaration og produkter af høj kvalitet.

DET SKER PÅ SLOW CHEESE
I løbet af konferencens fire dage er der lejlighed til at møde producenterne, smage på ostene, gå på »dinner dates« – og måske det allervigtigste: Deltage i workshops, diskussioner og seminarer om emner, der har relation til temaet.

Her kan man blandt andet finde workshops, der handler om forholdet mellem pris og kvalitet, om TTIPs betydning for vores daglige måltider, om hvad afskaffelsen af mælkekvotesystemet betyder for småproducenter, om hvorfor fårene og dermed fåreostene forsvinder fra Europa og om migrantarbejdernes rolle i at bevare traditionelle produktioner.

Slow Cheese er det ældste af de »sær-arrangementer«, Slow Food arrangerer. Slow Cheese er blevet afholdt siden 2005, hvert år med et særligt tema og med et særligt land i fokus. I år er Spanien udvalgt som fokusland – med mulighed for at smage alle landets oste, for derved at formidle, at landet er »mere end Manchego«.

MØD OS PÅ SLOW CHEESE
Slow Cheese er en af rollemodellerne for Netværk for Dansk Ostehåndværk, og vi er selvfølgelig med i Bra. Hvis du også skal med, og allerede har organiseret din rejse, så kontakt os på solheim@viventes.dk – så vi kan mødes til en ostesnack og en ostesnak!

OM SLOW FOOD
Slow Food er en verdensomspændende non-profit organisation med 100.000 medlemmer i 160 lande. I Danmark er der cirka 200 medlemmer.

Bevægelsen arbejder for at fremme fødevareprodution og -konsumption, der er »good, clean and fair«: God mad er velsmagende og viderefører identitet og værdier. Ren mad er produceret på bæredygtig vis med lav miljøbelastning. Retfærdig mad respekter dem, der producerer, forarbejder og distribuerer den.

Medlemskontingentet går bl.a. til projekter som »10.000 Gardens in Africa« og til at drive verdens hidtil eneste universitet med fokus på gastronomi, »Università degli Studi di Szienze Gastronomiche« i Pollenza – som i øvrigt har både danske studerende og undervisere.

Medlemmer af Slow Food får bl.a. rabat på hotelophold og »dinner dates« under Slow Cheese.

Slow Cheese: Til kamp for gode oste

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *