Hans Jørgen Eibye solgte i 1997 Frederiksborg Is, men beholdt Hornsherred Mejeri, og begyndte igen i 2003 at producere is i kompagniskab med sønnerne Rasmus og Anders. Hansens producerer udelukkende ”high end” flødeis. Med det eksisterende mejeri kunne de med en relativt mindre investering udvide produktionen til også at omfatte yoghurt og ost. Herved kan de optimere udnyttelsen af mælkeleverancen året rundt.

 

Hansens Mejeri grafik

Udover isen er Hansens begyndt at producere yoghurt og ost – vel at mærke deres egen ost, hvor smag, håndværk, de gode lokale råvarer, økologi, matcher værdierne for Hansens Flødeis. Som ostemager kommer Hansens fra kanten af branchen, hvor de som andre iværksættere skal lære sig kunsten at lave godt ostehåndværk. Deres væsentligste forudsætning i forhold til at lave ost er, at de er nogle mejerinørder, der gør sig umage hver gang.

 

 

Rasmus og Anders

Inden brødrene Rasmus og Anders trådte ind Hansens Flødeis havde de en professionel karriere i Københavns kreative miljø inden for design, kommunikation og markedsføring, som skinner igennem i et kompromisløst koncept, design og kommunikation.

Råvaren 

Grundsubstansen er den økologiske mælk, der kommer fra de 120 jersey malkekøer på Svanholm Gods samt 120 RDM køer på Stensbølgård. Mælken fra de to gårde holdes adskilt, så mejeriet kan bruge f.eks. jersey mælken til is og RDM mælken til ost. Hansens har deres egen tankvogn, så de kan hente mælken helt frisk. Desuden gør de meget ud af, at behandle mælken skånsomt, dvs. mælkepumpen kører langsomt og mælken transporteres kun nogle få kilometer til mejeriet. Det betyder at fedtmolekylerne er intakte og giver en bedre smag og mælken er bedre at arbejde med.

Karakteristik for Hansens mejeridrift er, at produktion, emballage design og kommunikation til forbrugerne er i egne hænder samtidig med, at der er tætte relationer med mælkeleverandørerne og de andre råvareproducenter. Ser man virksomheden ude fra, har Hansens selv kontrol over hele værdikæden, hvor passion for kvalitet og smag er en fællesnævner.

Produktionen

Hansens eksperimenterer med halvfaste ostetyper med naturskorper. Ostene lægges ikke i saltlage, men strøsaltes i forbindelse med at osten vaskes på modningslageret. Det er mejeriets måde at holde uønskede mikrober stangen under modningen, uden at de fine smagsnuancer bliver overdøvet af salt. Det er med til at bevare og respektere smagen fra de fine råvarer.

Visionen er at udvikle Hansens egen ost uden smag af rødkit og uden paraffinskorpe, som ifølge Hans Jørgen fylder for meget i den danske ostetradition. Hansens laver ost med naturskorpe. Det betyder mere arbejde, men også muligheden for at skabe noget særligt.

 

Hansens oste strø saltning 2

Strøsaltning af Hansens oste. Den første type af Hansens oste kaldes Julianehøj. Navnet på egnens højeste punkt, som er en gravhøj fra Bronzealderen. Der er jo tradition for at kalde danske oste for et stednavn, som Samsø og Maribo, fortæller Rasmus Eibye.

Hansens HJ ostebue

Hans Jørgen deler osten ”Julianehøj”

Hansens Mejeriudsalg foto beskåret

Osten ”Julianehøj” test sælges i Hansens Mejeriudsalg og enkelte ostebutikker i lokal området. Den er stadig under udvikling i bestræbelserne på at frembringe en ost med Hansens særlige ”DNA”.

Afsætning

På nuværende tidspunk er produktionen så beskeden, at Hansens kan sælge det meste i mejeriets eget Mejeriudsalg. Når vi har fundet DNAet og en mere stabil smag, først da skruer vi op for produktionen fortæller Rasmus.

Selvom Hansens er en iværksætter i forhold til ost, så har mejeriet allerede et velfungerende marketings-, salgs- og distributionssystem til Hansens Flødeis, som de kan trække på, når volumen på et tidspunkt øges i osteproduktionen.

Familien Eibye har skabt et lokalt gourmetmejeri i Hornsherred med eget mejeriudsalg. Ambitionsniveauet er som altid højt, så det bliver spændende at følge og smage de nye oste fra Hansens Mejeri.

 

Mælkeflaske Hansens

 

Hansens Mejeri – den ny osteproducent

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *