lurmaerkeAndelsmejerierne nød godt af den teknologiske udvikling. Den kontinuerte centrifuge betød, at smørkvaliteten blev mere ensartet, og gårdmejerierne blev i vidt omfang erstattet af andelsmejerier.

Det gav en betydelig vækst på eksportmarkedet – ved hjælp af centrifugen kunne man forarbejde store mængder af ensartet smør til det engelske marked.

I perioden frem til 1901 steg den danske smøreksport fra 10.000 tons til 80.000 tons årligt, og da gårdejer Rasmus Rasmussen Højrupgård i 1901 får indført lurmærket som symbol på dansk smørkvalitet, og dermed får sat en stopper for de bedragere, der sælger smør af ringere kvalitet som dansk smør, går det for alvor over stok og sten.

Smør bliver den altafgørende danske eksportvare – i begyndelsen af forrige århundrede udgjorde smøreksporten cirka halvdelen af den samlede, danske eksport. Antallet af mejerier steg med eksplosiv hast – i 1930’erne kulminerede »smørfeberen« med godt 1800 mejerier, heraf var 80 % andelsmejerier.

Mejeriernes succes betød også succes for en anden sektor: Grisehold i stor skala var indtil industrialiseringen ukendt i Danmark, men den engelske indvandrer Thomas Boone havde sammen med Andreas Joakim Møller fundet ud af at englænderne var interesserede i at aftage saltede, røgede svinerygge, og lagde dermed grunden til en ny ekpsortsucces – bacon. Og skummetmælken, der bliver til overs fra smørproduktionen, blev givet til grisene – der i modsætning til karlene på gårdene ikke klagede over den megen »futmælk«. Svineproduktionen fik øgenavnet »afløbsrenden«.